Det var en solbeskinnet forårsdag i 1942 på Frue Plads. En flok unge (især) mænd skulle til græsk: Tre af dem faldt i snak og øvede sig senere til forprøve sammen: Jens Holmgaard, Paul G. Ørberg, og Aage Laursen.

Det blev begyndelsen på næsten 50 års venskab mellem de tre – og deres koner, Asta, Ruth og Rigmor.

Før vejene krydsedes i 42 var Aage Laursen, født i 23, vidt omkring siden barndommen i henholdsvis Kvong Præstegaard ved Varde og i Fjellerup Præstegaard på Nordvestfyn. Efter studentereksamen fik et ophold på Askov stor betydning. Roar Skovmand tilskyndede den unge Aage til at læse historie og han tilbragte det meste af tiden på skolens kæmpemæssige bibliotek. Historie og kristendomskundskab blev da også hans to universitetsfag mens han boede på Regensen, bl.a. sammen med Simon Spies og den senere WHO-direktør Halfdan Mahler.

Efter ture omkring Rigsarkivet og Vejle-seminarium fik den nu 28-årig cand. mag Hr. Laursen i 1952 ansættelse ved Aabenraa Statsskole. På byens pensionat mødte han Rigmor, som han fik Johanne og Søren med i 57 og 59. Rigmor og Aage var lærere ved henholdsvis kommuneskolen og gymnasiet i over 40 år. Aage er æresmedlem af de gamle studenters organisation.

Efter mødet på Frue Plads var de tre ungersvende ofte sammen og efter befrielsen tilbragte de sammen med en flok andre uger tre uger i en norsk fjeldnytte. Laursen fortæller om slutningen af 40’erne:
”Jeg og en masse andre i alle aldre kom meget i Ørbergfamiliens sommerhus i Strib. Frida måtte flere gange erklære, at nu kan gryderne ikke klare mere. Ørberg (farfar Carl Emil, red.) var jo en stor idrætsmand og opnåede vist at blive udtaget til De Olympiske Lege. Senere var han en af hovedkræfterne i stiftelsen af Kristelig Lytterforening.”

Senere besøgte de tre par hinanden flere gange om året helt frem til ’Ørbergs’ død i september 2000. Laursen er ved vores (Esben og Tines) besøg i marts 2011 netop fyldt 88, men har nøje styr på sit righoldige arkiv i den store villa i Aabenraa, hvor han har boet alene siden Rigmors død i 2005. Fra arkiverne finder han eksempelvis samtlige Paul G.’s adresser siden fru Birk på Vesteraa nummer 5 i Aalborg.

Laursen glædede sig også over de mange bøger og særtryk, som Ørberg sendte ham gennem årene – altid til jul. Han husker også Ørberg – far – som en ivrig svømmer også i Aabenraa, men også som en mand med et ikke altid stærkt helbred:
”Han led jo af en slem søvnløshed gennem hele livet. Det plagede ham meget. Jeg husker også tydeligt, da Ørberg som ung besvimede og jeg fulgte ham hjem til Trægården på Amager, hvor han boede en overgang sammen med sine ældre brødre Hans Henning og Carl Peter. Det var på Roosevelts dødsdag den 12. april 1945. Men han var alligevel meget fysisk aktiv gennem årene og skabte et vældigt stisystem gennem de i vildsomme arealer på Mandshøj.”

”Han hørte i det hele taget til landskabet i Tapdrup, hvilket hans smukke begravelse vidnede om. Alle mødte jo op på Pramhusvej, selvom der egentlig skulle have været komsammen i forsamlingshuset. Men det var lukket – på grund af en misforståelse (Som Esben var skyld i, red.). Det sidste jeg talte med ham om var i øvrigt, hvor gamle mennesker kan blive – på baggrund af Ørbergs bog om Drakenberg.”

Laursen viser rundt i den smukke villa på Skinderbro og fortæller, at råvildt ofte færdes i haven. Og se, netop da vi træder ud på altanen på 1. sal, spadserer tre smukke rådyr uanfægtet gennem haven fra engen bagved.

Ved afskeden får vi forevist messingskiltet på huset med titlen ’Hindustan’, som Laursen i 1997 lovede den forrige ejer at lade sidde. Han var en Aabenraaer, der var blevet rig i Indien.

Vi vinker til en mentalt stærk og fysisk meget krumrygget herre, som mindes liv med stor glæde: ””Jeg har fået en urimelig god alderdom,” lyder hans afskedssalut.

Esben Ørberg, maj, 2011. Teksten er godkendt og tilrettet af Aage Laursen den 27. april.